Bombe sprænger på travl markedsplads i Nigeria

Skrevet af admin

02/06/2015

Dagens topnyheder

En bombe på en travl markedsplads har kostet op mod 50 mennesker livet, siger øjenvidner og hospitalskilder til nyhedsbureauet Reuters.

Eksplosionen skete i byen Maiduguri i det nordøstlige Nigeria, hvor den islamistiske gruppe Boko Haram tidligere har gennemført adskillige angreb.

Lokale vagtværn, der er indsat for at øge sikkerheden ved markedspladser og andre af islamisternes potentielle mål, siger, at der tilsyneladende var tale om et selvmordsangreb.

Det fandt sted omkring klokken 14 dansk tid, da de handlende på kvægmarkedet var ved at afslutte dagens arbejde, siger Shettima Bulama, medlem af et vagtværn til nyhedsbureauet AFP.

Han tilføjer, at der endnu ikke er fuldt overblik over antallet af dødsofre.

- Vi forsøger at sortere menneskelig fra kadavere af kvæg, som er strøet ud over hele pladsen. Jeg kan ikke oplyse et dødstal lige nu, men vi kan forvente, at der er mange døde, siger Bulama.

Der er endnu ingen gruppe, der har taget skylden for tirsdagens angreb mod markedspladsen, men politiet har før haft Boko Haram som hovedmistænkt for lignende angreb.

Tidligt tirsdag morgen var Maiduguri under angreb fra den islamistiske gruppe, der sendte raketter ind over byen.

Kort efter, at nyheden om bomben på markedspladsen havde bredt sig, dukkede en video op fra Boko Haram.

I den 10 minutter lange video siger gruppen, at Nigerias militær ikke har gjort så store fremskridt i kampen mod Boko Haram, som både regeringen og hærens talsmænd hævder, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Størstedelen af vores territorium er stadig under vores kontrol, siger en stemme på optagelsen, der er forsynet med et logo og navnet "Islamisk Stat i Vestafrika".

Boko Haram meddelte i marts, at gruppen har sværget troskab til Islamisk Stat.

/ritzau/AFP