Bomberne buldrer i Burundi under Ban Ki-moons besøg

Skrevet af admin

23/02/2016

Dagens topnyheder

Flere end 10 personer er såret i en række granatangreb det seneste døgn i Burundi, mens FN's generalsekretær har været på besøg for at hjælpe til at løse en politisk krise.

En politiofficer fortæller, at der har været mindst 10 granatangreb mandag aften og natten til tirsdag i hovedstaden Bujumbura.

Det er det seneste af en stribe angreb i det centralafrikanske land.

Mandag blev mindst fire mennesker dræbt og ni såret i to forskellige angreb. Det var få timer, før generalsekretæren landede i Burundi.

Siden april sidste år er flere end 400 mennesker blevet dræbt i landet, efter at præsident Pierre Nkurunziza offentliggjorde, at han stiller op til præsidentvalget for tredje gang.

Oppositionen mener, at det er i strid med landets forfatning, og siden har der været flere protester i landet.

Over 240.000 mennesker har forladt Burundi, mens tusinder er blevet anholdt.

Sikkerhedsstyrker er gentagne gange blevet beskyldt for henrettelser og andre krænkelser af menneskerettighederne.

Mødet mellem generalsekretæren og Nkurunziza er meget vigtigt ifølge en FN-embedsmand, som siger, at Ban Ki-moon skal have præsidenten til at "acceptere en inkluderende og betingelsesløs dialog med sine modstandere".

FN har advaret mod en eskalerende konflikt mellem Burundis to folkegrupper, hutuer og tutsier.

/ritzau/AFP