Bombetrussel: Passagerer sidder fast i tog på Fyn

Skrevet af admin

22/12/2013

Mest læste i dag

En bombetrussel på Odense Banegård Center har lagt en dæmper på juletrafikken. Politiet er ved at undersøge banegården, og det betyder, at togtrafikken gennem Odense er indstillet.

- Lige nu er der omkring seks tog, der holder på hver sin side af Odense med passagerer. Her venter man på tilladelse fra politiet til at køre igennem, siger trafikinformationschef Tony Bispeskov til Ritzau.

DSB har bestilt 120 togbusser, der skal køre mellem Fredericia, Odense, Nyborg og Ringsted i begge retninger. Passagererne, der venter på stationerne, kan benytte sig af disse busser.

De stillestående tog på Fyn skal dog vente på, at politiet åbner strækningen igen. Skal man derimod nå et fly eller noget andet akut, stiller DSB en taxa til rådighed.

Søndag eftermiddag er der en hundepatrulje på stedet for at undersøge banegården. Politiet har meddelt DSB, at togene skal holde stille, mens politiet er på stedet.

Odense Banegård genåbnes tidligst klokken 19, oplyser Fyns Politi på Twitter.

- Der er ingen tog, der kan køre igennem Odense overhovedet, hverken for at stoppe eller for at køre igennem, siger Tony Bispeskov.

Bombetruslen falder på en særlig travl dag for DSB, fordi mange passagerer skal hjem på juleferie.

- Der er ingen tvivl om, at det er en stor udrejsedag. Vi har i omegnen af 35.000 kunder, der har siddepladser i dag. Vi har afviklet en del af vores trafik. Men der vil være kunder, der bliver forsinkede på grund af bombetruslen, siger han.

I øjeblikket holder togene stille mellem Nyborg og Tommerup på Fyn, og der kører ikke tog mellem Odense og Fruens Bøge.

Togene kører dog normalt til og fra Svendborg og Ringe, men kun til og fra Fruens Bøge.

DSB ved endnu ikke, hvornår togtrafikken er normal igen.

- Vi afvikler trafikken normalt fra for eksempel København. Togene herfra kører til tiden, og så håber vi bare på, at politiet hurtigst muligt frigiver banegården, så togene igen kan køre på tværs af Fyn, siger han.

/ritzau/