Borgerliges frygt: Au pair-ordning bliver for rigmænd

Skrevet af admin

19/12/2014

Mest læste i dag

Venstre bakker egentlig op om, at au pair-personer fremover får lidt flere penge mellem hænderne og mere fritid til at bruge dem.

Men ordningen er så dyr for værtsfamilierne, at partiet alligevel har valgt at stå uden for aftalen, siger Venstres ligestillingsordfører, Fatma Øktem.

- Der er mange gode elementer i, men der er desværre for meget, der trækker i den anden retning, siger hun.

- Det bliver for dyrt for værtsfamilierne, og vi frygter, at det bliver en rigmands-ordning, og det kan være med til at udvande ordningen, siger hun med henvisning til, at familierne fremover skal give 4000 kroner i lommepenge og både betale flyrejsen for au pairens ud- og hjemrejse.

Desuden skal værtsfamilierne give 5000 kroner til au pairens danskundervisning - også selvom vedkommende ikke deltager i den.

- Det er for administrativt bøvlet, og desuden vil au pairen ikke få ret mange flere penge til sig selv ud af det efter skat.

Spørgsmål: I er med andre ord bange for, at forholdene for au pairs bliver så gode, at der ikke er nok, der vil være med?

- Nej, det er overhovedet ikke det, vi er bange for. Men det kommer til at koste mange tusinder af kroner mere om året for en familie at have en au pair, og der er vi bange for, at den almindelige danske familie ikke kan være med, siger Fatma Øktem.

Også Liberal Alliance står uden for aftalen.

- Der er udmærkede elementer i aftalen, som vi sagtens kan tilslutte os, siger partiets ligestillingsordfører, Merete Riisager.

- Men aftalen bærer også tydeligt præg af, at den er indgået af partier, der ganske enkelt ønsker færre au pairs i Danmark. Det er tydeligt, at fokus ikke er på piger og familier, men mest på at gøre ordningen dyrere og mere besværlig, tilføjer hun.

/ritzau/