Borgmestre: Fantastisk med ishockey-VM til Danmark

København og Herning deler værtsrollen, når den internationale ishockeyelite skal kæmpe om titlen som verdens bedste.

Kultur- og fritidsborgmesteren i København, Carl Christian Ebbesen (DF), er begejstret over, at det fredag er lykkedes at få ishockey-VM på dansk jord i 2018.

- Det er fantastisk, at København skal lægge is til A-VM i ishockey i 2018. At vi har vundet værtskabet viser, at København hører til blandt de bedste sportsbyer i verden - også på vintersportsområdet.

- Ishockey-VM bliver set af mange hundrede millioner mennesker i hele verden, og i maj 2018 vil alle seeres øjne være rettet mod København, siger Carl Christian Ebbesen i en pressemeddelelse.

Spillerne skal krydse klinger i den nye Royal Arena, der står færdig i Ørestad i 2016 og vil have plads til 15.000 tilskuere. I Herning er det Jyske Bank Boxen, som lægger is til begivenheden.

- København og Herning kæmpede som bekendt om værtskabet for det internationale melodi grand prix, men jeg er helt sikker på, at vi får et rigtig godt samarbejde om afholdelsen af verdensmesterskabet i ishockey, siger kultur- og fritidsborgmesteren.

Også i Herning er borgmester Lars Krarup (V) lykkelig for værtsrollen om fire år.

- Herning har om nogen status af dansk ishockey-by. Sporten fylder meget i byens historie og identitet. Blue Fox er blandt de mest vindende klubber herhjemme og har leveret stærke spillere til både NHL-ligaen i USA og det danske landshold.

- Så ambitionen er da helt klart, at vi sammen med København, Danmarks Ishockey Union og Sport Event Denmark får skabt både en topprofessionel ramme om selve mesterskabet og en gedigen folkefest for fans og ishockey-entusiaster omkring kampene, siger Lars Krarup.

VM i ishockey spilles over 17 dage i maj 2018, rummer 64 kampe og har deltagelse af 16 nationer.

/ritzau/

 

Dagens Gossip