Borring: Dejligt at komme tilbage på sporet

admin

465 uger siden

|

07/11/2015

Dagens topnyheder

Det endte med at blive en festlig aften for Randers, da man fredag tog imod rivalerne fra AGF. Klubben, der historisk har ligget i skyggen af AGF, bankede aarhusianerne med hele 4-1.

Randers har haft en mindre både point- og målscoringskrise, da det bare er blevet til ét point og to mål i de sidste tre kampe.

- Det er dejligt at få lukket munden på dem, der har været lidt efter os på det sidste. Vi får point, scorer flotte mål, og så er det ekstra dejligt, at det er i et lokalopgør, at vi kommer tilbage på sporet, siger Randers-spiller Jonas Borring.

- Vi kan jo mærke, hvor meget det glæder fansene og byen at slå netop AGF, så det er selvfølgelig et fantastisk resultat, tilføjer han.

Sejren blev især hevet i land takket være en velspillende Borring, der var en konstant trussel mod AGF's forsvar.

- Jeg har rigtig meget selvtillid for tiden. Jeg var skadet i sidste sæson, og jeg har sultet og længtes efter at komme tilbage på højt niveau.

- Tingene lykkes for mig. Jeg har held med de ting, jeg foretager mig. Jeg får scoret og lagt op, og i det hele taget er det dejligt, at det går godt, siger han.

Randers-angriberen Mikael Ishak kom på tavlen to gange, hvoraf det ene blev sat ind på et straffespark, som gæsterne fra AGF mente var noget kontroversielt.

- Jeg synes, at han dømmer rigtigt, og at der var straffespark. I situationen forsøger jeg at ramme bolden, og rammer den også. Herefter sparker han (Jens Jønsson fra AGF, red.) mit ben væk, og jeg mister balancen, siger Ishak.

- Men jeg var generelt skarp i dag. Jeg har ikke mange chancer, men scorer alligevel to mål. Det var en god indsats, men absolut ikke min bedste.

/ritzau/