Boxer lover frit valg - Forbrugerrådet vil se det på skærmen

Skrevet af admin

31/01/2016

Dagens topnyheder

Hos Forbrugerrådet Tænk vækker det optimisme, at landets tredjestørste distributør, Boxer TV, har lovet at lade forbrugerne vælge tv-kanaler frit.

Men cheføkonom Martin Salamon vil se de præcise vilkår på print, inden han stoler på, at der reelt kommer frit valg for forbrugerne.

- Udmeldingen giver grund til optimisme. Hvis det frie valg virkelig kommer, er det en rigtig god nyhed. Men der har tidligere været mange udsagn om, at nu har vi det frie valg, påpeger cheføkonomen.

- I dag er der stadig bindinger, så du skal købe én kanal, hvis du virkelig gerne vil have en anden. Vi skal se, om de bindinger faktisk forsvinder helt, og om priserne er helt hen i vejret, siger han.

Landets næststørste tv-distributør Stofa har allerede meddelt, at man senere i år vil kunne købe kanalerne enkeltvis, og nu overhaler landets tredjestørste distributør, Boxer TV, indenom med et tilbud om helt frit valg.

Fra 1. april skal de 30 kanaler, som Boxer distribuerer, kunne købes enkeltvis. Kanalerne vil koste fra 29 kroner stykket og op efter. Hvilke kanaler, der koster hvad, vil blive offentliggjort om et par uger.

En undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk viste sidste år, at tre ud af fire danskere betaler for flere kanaler, end de har brug for. Organisationen førte en kampagne for frit valg, som 11.000 danskere skrev under på.

Hvis det viser sig, at det ikke lykkes distributørerne selv at få indført frit valg, bør politikerne overveje at lovgive på området, mener Martin Salomon, som påpeger, at den største distributør, TDC/Yousee, ikke er kommet med tilsvarende løfter.

- Indtil alle tv-forbrugere har reelt frit valg, så bør politikerne have det her på nethinden, siger han.

Boxer sidder på 11 procent af markedet, Stofa på 17 procent, mens hele 53 procent af danskerne har abonnement hos TDC/Yousee.

/ritzau/