Brændeafgiften får dødsstødet

Skrevet af admin

04/04/2014

Dagens topnyheder

Efter lang tids vaklen har regeringen besluttet endegyldigt at aflive brændeafgiften, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.

- Jeg har foreslået partierne, at vi helt skrotter forsyningssikkerhedsafgiften inklusive de afgifter på rumvarme, som blev gennemført i VK-regeringens forårspakke i 2009, siger skatteminister Morten Østergaard (R).

Meldingen er godt nyt for de cirka 750.000 danske brændeovnsejere, der stod til en fordobling af deres årlige udgifter til brænde.

I kroner og øre betyder et farvel til brændeafgiften, at virksomheder og private frem mod 2020 undgår en regning på i alt 15,4 milliarder kroner.

Regeringens nye kurs betyder dog ikke, at danskerne slipper for en regning.

I stedet for brændeafgiften vil skatteministeren hente de manglende milliarder ved at dreje på skatteskruen svarende til, at hver dansker i gennemsnit skal betale ekstra 1270 kroner skat om året.

- Det er ikke Venstres kop te at øge skatten på indkomster, siger Thomas Danielsen, talsmand på sagen for Venstre.

Han tilføjer, at det kun er fem måneder siden, at Venstre fik presset regeringen til skattelettelser i forbindelse med finanslovforhandlingerne.

De Konservative er glade for, at brændeafgiften er skrottet.

- Men vi bryder os ikke om højere skatter. Danskerne har brug for lavere skatter, siger klima- og energiordfører Mike Legarth (K).

I erhvervslivet vækker det glæde, at regeringen nu afskaffer et "administrativt monster".

- Afgiften ville medføre et administrativt vanvid og masser af bøvl, mistillid, kontrol og usikkerhed, siger Søren Gade, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.

/ritzau/