Brændte chancer og 0-0 fjerner ikke smilet i Randers

Skrevet af admin

05/12/2014

Dagens topnyheder

Superliga-afskeden med 2014 blev en lidt tam affære for Randers FC, der ellers har haft en meget flot efterårssæson med 31 point.

På hjemmebane blev det 31. point hentet med 0-0 mod Sønderjyske.

Hjemmeholdet havde ellers spil og chancer nok til sejren fredag aften, hvor Sønderjyske fra start virkede til at stille sig tilfreds med det ene point.

16 skudforsøg præsterede kronjydernes spillere mod gæsternes fire.

Størst af de chancer var en sen mulighed til hjemmeholdets svenske angriber Viktor Lundberg, der tæt under mål misbrugte en helt fri skudmulighed.

- Det ærgrer mig, at jeg ikke fik puttet den i kassen, for ja, det burde jeg sgu, siger den 23-årige svensker, der har lavet fem mål i denne sæson.

Netop de scoringer hjalp på humøret hos Lundberg, da han efter remisen i sidste kamp inden vinterpausen evaluerede på efterårssæsonen.

- Jeg er tilfreds med min halvsæson, hvor målene selvfølgelig betyder en del, men også hvordan de scoringer har hjulpet holdet.

- Vi har virkelig gjort det godt. Lige nu er vi ærgerlige over, at vi ikke vandt over Sønderjyske, men overordnet er det rigtig godkendt, siger Lundberg.

Randers-angriberen bliver bakket op af sin træner, Colin Todd, der ikke kunne få sig selv til at kritisere sine spillere trods de brændte chancer.

- Vi kunne have scoret et par gange i dag, men sådan går det jo nogle gange. Det tager ikke noget fra den store præstation, som spillerne har lavet i det her efterår.

- Hvem havde troet, at vi ville gå til pause med 31 point, spørger Randers FC’s britiske træner.

De 31 point rækker i skrivende stund til en andenplads i Superligaen, men kan ende med en tredjeplads, hvis FC København slår topholdet FC Midtjylland på søndag i Telia Parken.

/ritzau/