Brag fra udstødningsrør vakte uro ved valgsted i Egypten

Skrevet af admin

26/05/2014

Dagens topnyheder

Egyptens indenrigsministerium afviser tidligere forlydender om et bombeangreb i byen El-Mahalla El-Kubra, der ligger knap 120 kilometer nord for hovedstaden Kairo.

Meldinger om en hjemmelavet bombe kom allerede få minutter efter, at valgstederne åbnede ved præsidentvalget i Egypten, der bliver afviklet mandag og tirsdag.

Men efter at politiet har undersøgt sagen nærmere, viser det sig nu, at det kraftige brag kom fra en bils udstødningsrør.

Egyptere begyndte mandag morgen at stemme til landets præsidentvalg, som den tidligere hærchef Abdel Fatah al-Sisi er favorit til at vinde.

Det er godt tre år siden, at det såkaldte arabiske forår drev ind over det folkerigeste land i den arabiske verden, men nu er stemningen ikke som dengang, da demonstranter krævede brød, frihed og social retfærdighed.

To præsidenter er afsat på de tre år, Hosni Mubarak og Mohamed Mursi. Tusindvis af mistænkte medlemmer af Det Muslimske Broderskab er anholdt og fængslet, der er afsagt dødsdomme mod hundredvis af mistænkte militante islamister.

En terrorbølge har ramt landet, specielt i Sinai-ørkenen og i de store byer. Fattigdom og arbejdsløshed er kun blevet værre.

/ritzau/Reuters