Brand i haveaffald overstået: Beboere i Hornsyld kan gå ud

Skrevet af admin

22/06/2014

Dagens topnyheder

Borgerne i Hornsyld måtte søndag formiddag opholde sig inden døre i timevis på grund af farlig røgudvikling fra en brand på den lokale genbrugsplads.

Men kort før klokken 12 kunne Sydøstjyllands Politi meddele, at branden var slukket, og at beboerne i området igen kunne færdes udendørs.

Branden på Genbrugsstationen på Industrivænget i Hornsyld udviklede kraftig røg, der var farlig at indånde, og politiet bad derfor beboerne i området om at lukke døre og vinduer. De blev opfordret til enten at tage væk eller holde sig inde og slukke for ventilationen.

LÆS OGSÅ: Brand på genbrugsstation: Beboere skal blive indenfor

Ilden opstod klokken 3.40 natten til søndag i genbrugspladsens haveaffald, der ligger og venter på at blive til kompost.

- Der er ild i haveaffald på et område på 30 gange 50 meter svarende til en halv fodboldbane, sagde vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi tidligere søndag til Ritzau.

Brandvæsnet kæmpede i timevis med ilden, inden den ved middagstid var slukket.

Den voldsomme, sundhedsskadelige røgudvikling påvirkede beboerne i et større område mellem Hornsyld Industrivej, Nørregade, Bakkevej og Møllevej, samt vejen Grønningen.

Inden for området blev beboerne opfordret til at afskærme sig fra røgen og søge læge, hvis de følte ubehag.

Beboerne blev også opfordret til at holde sig væk fra genbrugspladsen.

/ritzau/