Brand i industrihal var formodentligt påsat: En brandmand er kørt på sygehuset

Skrevet af admin

06/04/2015

Mest læste i dag

En gammel industrihal på Vinumvej uden for Løgumkloster er natten til mandag brændt ud, og taget er faldet sammen. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Det er en gammel industrihal, som førhen var en del af et teglværk. En af vores patruljer opdager branden, da den kører forbi i nat, siger vagtchef Erik Lindholdt til Ritzau.

Betjentene kunne se, at bygningen er fyldt med køretøjer. Mandag formiddag vides det endnu ikke, hvilke køretøjer der er tale om, da man ikke har fået fat på bygningens ejer.

- Vi kan ikke sige noget om brandårsagen endnu, men noget kunne tyde på, at den er påsat. Der var nemlig en gavlport, som stod åben, da patruljen kom til stedet, siger vagtchefen.

Brandvæsnet i Tønder er mandag omkring klokken ni stadigvæk ved at efterslukke branden, som fik krammet på bygningen i en sådan grad, at taget er styrtet sammen.

- De er ikke færdige endnu. De efterslukker i lang tid for at undgå, at noget blusser op igen, siger vagtchef Jan Stockholm.

Han bekræfter, at en brandmand er bragt til sygehuset med mindre skader efter at have fået noget i hovedet under brandslukningen. Politiet har ikke nærmere oplysninger om hans tilstand men siger, at skaderne ikke skulle være alvorlige.

Røgen fra branden vurderes ikke at komme til genere folk i de nærliggende ejendomme.

Politiet opdagede branden ved 2.30-tiden natten til mandag.

/ritzau/