Branden i Munkebjerg Hotel er stadig ikke under kontrol

Skrevet af Ann Katrine Warren

27/12/2012

Dagens topnyheder

Flammerne har stadig godt fat i Munkebjerg Hotel ved Vejle og er på vej til at brede sig mod casinoet. Branden opstod ved 17-tiden og kort før klokken 21 havde brandmændene stadig ikke ilden under kontrol.

- Det er noget mere omfattende, end vi troede i første omgang. Branden i tagkonstruktionen er stadig ikke under kontrol, fordi det brænder i flere lagt under taget. Ilden breder sig mod casinoet og i værste fald kan både casinoet og selskabslokalerne udbrænde, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz til dagens.dk.

Indtil nu er både køkken- og restaurantafdelingen nedbrændt.

Vagtchefen forklarer, at brandfolkene er nødt til at slå hul i taget for at komme til at slukke flammerne, hvilket altså ikke er lykkedes endnu.

Branden opstod i hotellets køkken, og omkring 50 casinogæster blev efterfølgende evakueret.

- Der var personale til stede, da branden opstod, så umiddelbart er der ikke noget, som peger på, at der ligger noget kriminelt bag branden, lyder det fra Hans Hoffensetz. 

Brandvæsen fra Vejle, Børkop og Fredericia deltager i slukningsarbejdet. Desuden er Beredskabsstyrelsen også på stedet.