Bravo Tours dropper Lesbos-ferier på grund af flygtninge

admin

467 uger siden

|

28/10/2015

Dagens topnyheder

Det danske rejsebureau Bravo Tours vil næste år ikke sende turister på charterferie til den græske ø Lesbos.

Det skyldes ifølge selskabet en svag interesse fra kunderne, efter at tusindvis af flygtninge over længere tid hver dag er ankommet til øen, der ligger tæt på Tyrkiet.

- Efterspørgslen er ganske enkelt for vigende, og derfor har vi valgt at holde en pause i sommeren 2016, siger Stig Elling, rejseambassadør for Bravo Tours, i en pressemeddelelse.

Grækenland har i år modtaget langt over 500.000 flygtninge og migranter fra primært Mellemøsten og Afrika.

En stor del af dem er ankommet til Lesbos i både, og i perioder er over 3000 kommet til øen dagligt.

Det har gjort øen, der i årevis har været et populært rejsemål for mange europæere, til første stop for mange flygtninge, der håber på at komme videre til andre europæiske lande.

- Næste sommer bliver det ikke muligt, men jeg håber for alle, at den ulykkelige situation snart er ovre, og så vender vi naturligvis gerne tilbage, siger administrerende direktør i Bravo Tours Peder Hornshøj.

I sommer forklarede en lang række danske rejsearrangører ellers, at de ikke kunne mærke, at flygtningesituationen lagde en dæmper på danskernes rejselyst.

- Salget ligger i år ti procent over, hvad det gjorde på samme tidspunkt sidste år. Selv til Lesbos. 70 procent af vores rejser til Lesbos er solgt, og danskerne er ikke gået i baglås over omtalen af flygtninge, sagde kommunikationschef i Spies Torben Andersen i juli til Kristeligt Dagblad.

Siden er intensiteten af flygtningestrømmen taget til, og det får altså nu Bravo Tours til at fjerne Lesbos som sommerrejsemål næste år.

/ritzau/