Bretton-Meyer: Vi skal genskabe entusiasmen om landsholdet

admin

|

21/03/2015

Dagens topnyheder

Landsholdet har brug for at få genskabt noget entusiasme blandt befolkningen i kølvandet på et langvarigt forhandlingsforløb mellem Spillerforeningen og DBU om en ny landsholdsaftale for spillerne.

Parterne blev lørdag enige om en aftale, der gælder frem til og med VM-slutrunden i 2018, så nu er fokus på at sprede landsholdsglæde.

Det siger Dansk Boldspil-Unions administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer.

- Vi har hele tiden haft den klare holdning, at vi skulle nå i mål. Jeg indrømmer gerne, at vi skal gøre rigtig meget alle sammen - også pressen - for at sikre, at vi får genskabt entusiasmen omkring landsholdet.

- Så skal spillerne levere noget sportslig succes, som også kan være med til at skabe den hype, som der skal være, siger Bretton-Meyer efter den nye landsholdsaftale blev præsenteret i Telia Parken lørdag.

De seneste ugers forhandlinger mellem Spillerforeningen og DBU kan ses direkte på antallet af solgte billetter til onsdagens testkamp i Aarhus mellem Danmark og USA.

- Situationen har selvfølgelig givet noget usikkerhed, og der er ikke solgt så mange billetter, som man ellers kunne håbe. Men jeg forstår godt, hvis fans og tilskuere har ventet lidt.

- Der er solgt omkring 9000 billetter på nuværende tidspunkt, siger DBU-direktøren.

Både DBU og Spillerforeningen fik de ting på plads i aftalen, som man gik til forhandlinger med.

Derfor kan det virke som en langstrakt proces, men det har været ventetiden værd, siger Claus Bretton-Meyer.

- Personligt havde jeg ønsket, at det var en kortere proces, men jeg tror, at den lange fødsel har givet et smukkere barn. Det er min klare opfattelse, at både DBU og Spillerforeningen har fået en aftale, som de kan være tilfredse med.

- Vi har fået en række besparelser, vi har fået større kommerciel fleksibilitet, og vi har fået en resultatafhængighed ind i aftalen, så der er flere penge til rådighed, hvis vi kvalificerer os til en slutrunde, siger han.

Den kollektive aftale, som Spillerforeningen og DBU har indgået, sikrer blandt andet DBU en økonomisk besparelse på cirka 17 procent af spillernes lønpakke. Det svarer til tre millioner kroner om året.

/ritzau/