Brian Holm frifindes for anklage om at krænke lille pige

Skrevet af admin

03/07/2014

Dagens topnyheder

Retten på Frederiksberg har torsdag eftermiddag frifundet den tidligere professionelle cykelrytter Brian Holm for anklagen om at have krænket en lille pige seksuelt.

Under onsdagens retsmøde kom det frem, at Brian Holm og den syvårige pige havde vidt forskellige opfattelser af, hvad der skete natten til 26. april på Holms adresse på Frederiksberg.

Ved et næsten ni timer langt retsmøde forklarede 51-årige Holm, at han den pågældende nat kom hjem efter en bytur, hvor han var blevet så fuld, at han kastede op.

I hjemmet fandt han pigen og sin datter sovende i soveværelset, forklarede han, selv om han ikke husker ret meget fra den nat.

Holm måtte hoppe op i sengen til de to piger for at kunne nå sin belgiske arbejdstelefon, der lå på den side af sengen, hvor pigen sov. Han flyttede også pigen, sagde han i retten, men nægtede at have krænket hende.

Pigen har derimod forklaret, at den berusede Brian Holm blandt andet trak trusserne af hende og forsøgte at sprede hendes ben, mens han slikkede hende i øret.

Der forelå imidlertid ingen tekniske beviser, og derfor har dommeren og de to domsmænd ved Retten på Frederiksberg stået over for at skulle afgøre en sag, hvor det var påstand mod påstand.

- Vi finder det sandsynligt, at han har rørt eller flyttet (pigens navn, red.), sagde retsformanden Karen Moestrup Jensen til en fyldt retssal torsdag eftermiddag.

Men der er ikke beviser for, at Holm skal have trukket underbukserne af pigen, at han skal have spredt hendes ben eller slikket hende i øret, fastslår retten.

- Efter en samlet bevisvurdering er der ikke tilstrækkeligt grundlag for domfældelse, siger dommeren.

Hun understreger, at der kræves bevis for en seksuel hensigt bag en handling, hvis der skal dømmes for blufærdighedskrænkelse. Og det er der ikke.

Samtidig er dommeren og de to domsmænd enige om, at pigen har haft en dårlig oplevelse.

- Der er ingen tvivl om, at hun er blevet forskrækket, og at hun var meget ked af det, da hun kom hjem til sine forældre, siger Karen Moestrup Jensen.

/ritzau/