Brian Holm nægter at have befølt syvårig pige

Skrevet af admin

02/07/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere professionelle cykelrytter Brian Holm nægter, at han har krænket en lille piges blufærdighed, hvilket han står tiltalt for onsdag ved Retten på Frederiksberg.

Det fastslår hans forsvarsadvokat, Karoline Døssing Normann.

- Jeg kan sige, at han nægter sig skyldig og påstår frifindelse, siger hun.

Brian Holm virkede afslappet, da han onsdag formiddag trådte ind i retslokalet med en kop kaffe i hånden. Han er iført blå jeans og lyseblå skjorte.

Den tidligere cykelrytter står tiltalt for at have krænket en syvårig piges blufærdighed ved blandt andet have rørt hende i skridtet, fremgår det af anklageskriftet, hvori der også fremsættes en række andre påstande.

Blandt andet har pigen haft fornemmelsen af, at Brian Holm tog eller forsøgte at tage et billede af hende i forbindelse med overgrebet.

Episoden, hvor Holm ifølge tiltalen udnyttede "sin fysiske og psykiske overlegenhed", fandt angiveligt sted natten til 26. april mellem klokken tre og fem.

Pigen fortalte sine forældre om overgrebet umiddelbart efter episoden, hvorefter politiet blev kontaktet.

Blufærdighedskrænkelse over for børn under 15 år kan straffes med bøde eller fængsel i op til fire år.

Brian Holm stod selv frem 27. maj på et hasteindkaldt pressemøde og fortalte, at han var sigtet for at have krænket et barn under 12 år, efter at det var kommet frem, at en kendt sportsstjerne var blevet sigtet.

Det gjorde han, selv om hans advokat havde frarådet ham at stå frem.

- Jeg står frem her nu. For jeg vil ikke gå og lege skjul. Jeg vil ikke spille usynlig i flere måneder, sagde en stærkt bevæget Brian Holm, som altså ifølge sin forsvarsadvokat, Karoline Døssing Normann, nægter sig skyldig i tiltalen.

Ifølge senioranklager Jakob Buch-Jepsen bliver der ikke nedlagt påstand om erstatning til pigen.

Den tidligere cykelrytter har ikke været anholdt, mens politiet har efterforsket sagen.

/ritzau/