Britisk gidsel er blevet frigivet i Libyen

Skrevet af admin

05/10/2014

Dagens topnyheder

En britisk statsborger er igen en fri mand, efter at han har været holdt som gidsel af militante i Libyen.

Det oplyser det britiske udenrigsministerium, og ifølge en talskvinde er briten blevet genforenet med sin familie, skriver BBC.

David Bolam underviser på en europæisk skole i Benghazi, men ellers er oplysninger om ham og hans nu tidligere gidselsituation sparsomme.

Udenrigsministeriet understreger dog, at Bolam "er i sikkerhed og har det godt efter prøvelserne."

- Vi glæder os over, at David Bolam er i sikkerhed og har det godt, og at han er blevet genforenet med sin familie. Vi har støttet hans familie, siden han blev taget til fange, siger talskvinden.

Briten blev kidnappet i Libyen i maj, men efter familiens og udenrigsministeriets ønske blev det holdt hemmeligt for offentligheden.

Ifølge BBC blev hans frigivelse angiveligt forhandlet på plads af lokale politiske grupperinger, men det står ikke klart, om løsladelsen sker som led i en handel.

I en video fra 28. august appellerer David Bolam den britiske premierminister, David Cameron, om at at få ham fri.

Organisationen Site, der sporer terrorgruppers aktiviteter på internettet, har ifølge nyhedsbureauet AFP ikke kunnet verificere videoen.

Der er heller ikke mange informationer om den militante gruppe, der står bag kidnapningen. Gruppen kalder sig angiveligt Jeish al-Islam (Islams hær).

Libyen været plaget af uro siden oprøret, der væltede den nu tidligere statsleder Muammar Gaddafi. Myndighederne i Libyen har svært ved at genetablere kontrollen i det nordafrikanske land, og det har blandt andet givet plads til kampe mellem rivaliserende militante grupper.

/ritzau/