Britisk politi anholder 14-årig i terrorsag

Skrevet af admin

20/04/2015

Mest læste i dag

En 14-årig dreng er anholdt i det nordvestlige England i forbindelse med efterforskningen af et planlagt terrorangreb i Australien, der er inspireret af Islamisk Stat, oplyser britisk politi.

Drengen blev tilbageholdt lørdag på mistanke om, at han sammen med andre "forbereder at iværksætte terrorhandlinger", oplyser politiet i Manchester mandag.

Australsk politi har anholdt fem unge mænd i Melbourne og sigtet dem for planer om et terrorangreb på Anzac Day, hvor Australien mindes de titusinder af australiere, der for 100 år siden under Første Verdenskrig faldt under slaget ved Gallipoli i Tyrkiet.

- Vi har afsløret kommunikation mellem et individ i det nordvestlige (England red.) og en mand i Australien, som vi mener udgør en troværdig terrortrussel, siger en britisk politichef, Tony Mole.

- Lige efter vi modtog denne information, handlede vi hurtigt med de relevante myndigheder her og i udlandet, siger han.

Ifølge politiet er den 14-årige fra Blackburn i Lancashire i det nordvestlige England. Han har forud været anholdt den 2. april.

Men myndighederne understreger, at de ikke har fundet nogen oplysninger, der tyder på, at et terrorangreb i Storbritannien er lige på trapperne.

Politiet i Australien bekræfter, at anholdelserne i Melbourne her har forbindelse med den britiske operation.

Men politiet vil ikke fortælle, hvilken form for kommunikationer, der har været tale om.

- Selve kommunikationens natur vil være en del af efterforskningen, hedder det i en erklæring fra det australske politi.

Britisk politi siger, at det skærper sikkerheden i forbindelse med en ceremoni på årsdagen for slaget ved Gallipoli 25. april, lige som det sker på 70-års-dagen for afslutningen af Anden Verdenskrig 8. maj.

Her ventes mange kongelige og politikere at deltage.

/ritzau/Reuters