Britiske konvertitter dømt for drab på soldat i London

Skrevet af admin

19/12/2013

Dagens topnyheder

En britisk domstol har torsdag dømt to muslimske konvertitter med nigerianske rødder for drabet på soldaten Lee Rigby, der blev nedslagtet brutalt på åben gade i London tidligere på året. Det skriver BBC.

Michael Adebolajo og Michael Adebowale dræbte Lee Rigby 22. maj, da soldaten var på vej til et militært anlæg i forstaden Woolwich.

Den 25-årige Rigby døde af de mange stiksår.

De to gerningsmænd var også sigtet for et drabsforsøg på en politimand efter drabet på Lee Rigby.

Denne anklage blev de fundet ikke-skyldige i.

Begge de dømte, som er af nigeriansk afstamning, bad ved en tidligere høring om at blive kaldt ved deres muslimske navne.

Ved en høring 27. september nægtede de to mænd sig skyldige i drab.

De to mænd fremsatte ifølge anklagemyndigheden militante islamistiske erklæringer i forbindelse med drabet på soldaten.

Begge mænd er opvokset i Storbritannien og har kristne nigerianske forældre, men er siden konverteret til islam.

Michael Adebolajos ansigt er blevet verdenskendt, fordi han efter drabet stod frem på video med en blodig kniv og en kødøkse i hænderne og fortalte, at soldaten blev dræbt for at hævne britiske soldaters drab på muslimer.

På videoen ses offeret liggende på jorden i baggrunden.

Politiet måtte affyre skud ved anholdelserne af de to mænd, der begge blev såret.

Adebolajo blev i 2010 tilbageholdt af myndighederne i Kenya, der sagde, at han havde forsøgt at rejse til Somalia for at tilslutte sig militante islamiske grupper.

/ritzau/