Brøndby-direktør garanterer: Elmander bliver en profil

Skrevet af admin

27/06/2014

Mest læste i dag

Han var en stor profil i Superligaen, da han fra 2004-06 spillede for Brøndby.

Og selvom han har rundet 33 år, så bliver Johan Elmander også en oplevelse at følge i de foreløbig to år, han har bundet sig til fodboldklubben i denne omgang.

Det vurderer Brøndbys sportsdirektør, Per Rud.

- Elmander er et fysisk pragteksemplar, det kan man se ved selvsyn. Uanset i hvilken liga, han har været, har han stort set spillet fuld tid.

- Det er meget naturligt, at man flytter kompetencer rundt, men man kan ikke spille i Premier League, hvis man ikke har speed, så simpelt er det.

- Efter danske forhold har Elmander meget høj speed. Han har måske ikke den samme topspeed, som han havde engang, men så har han til gengæld andre ting. Han bliver en profil i Superligaen, det tør jeg godt garantere, siger Per Rud.

Johan Elmander scorede 22 mål i 58 ligakampe for Brøndby fra 2004-06, og han gjorde sig bemærket som en af de bedste spillere i Superligaen.

Han vandt DM-guld og pokalturneringen i 2005, og samme år blev han kåret som årets spiller i Brøndby.

Den svenske angriber har i løbet af sin karriere spillet adskillige offensive positioner.

- Jeg kan egentlig spille fire positioner, men jeg vil helst spille en af de centrale pladser, det trives jeg bedst med. Kanterne er ikke rigtigt min position.

- Men det er op til træneren (Thomas Frank) og selvfølgelig også op til mig selv at bevise, at jeg fortsat er sulten efter at spille, siger Johan Elmander.

/ritzau/