Brøndby-keeper: Vi må ikke fejle mod Silkeborg

Skrevet af admin

01/12/2014

Dagens topnyheder

Brøndby leverede en skidt indsats i søndagens 0-2-nederlag ude til FC Nordsjælland i Superligaen. Kun en pragtkamp af målmand Lukas Hradecky forhindrede et større nederlag.

På søndag runder Brøndby efterårssæsonen af, når Superligaens absolutte bundprop, Silkeborg, gæster Brøndby Stadion, og kun en hjemmesejr tæller, siger den finske keeper.

- Nu har Silkeborg ikke vundet en kamp endnu, og på et eller andet tidspunkt kommer sejren. Men selvfølgelig skal vi have tre point at gå på vinterferie med. Vi skal betale vores fans tilbage for denne lorte-præstation mod FCN, siger Hradecky.

Spørgsmål: Er du bange for, at Silkeborg stopper klubbens dårlige stime og vinder over jer.

- Vi skal kraftedeme sørge for, at det ikke sker på søndag, siger Hradecky med et smil.

Søndagens kamp mod Silkeborg begynder klokken 17. Inden opgøret er Brøndby på fjerdepladsen i Superligaen med 21 point efter 16 kampe.

Silkeborg er sidst med kun fire point, og klubben er indtil videre uden sejr i Superligaen i denne sæson. Silkeborgs målscore på 8-25 bør heller ikke skræmme Brøndby, som er stærke på hjemmebane.

Inden søndagens kamp skal Brøndby spille pokalkamp onsdag mod Skovbakken fra 2. division.

/ritzau/