Brøndby skal igen bøde for brug af fyrværkeri

admin

|

13/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det kommer igen til at koste Brøndby på økonomien, at klubbens fans har brugt fyrværkeri i forbindelse med en kamp i Superligaen.

Fredag blev klubben idømt en bøde på 40.000 kroner af fodboldens disciplinærinstans for brug af såkaldt ulovlig pyroteknik, skriver DBU på sin hjemmeside.

Brøndbys fans forbrød sig mod reglerne i forbindelse med udekampen mod FC Nordsjælland på Farum Park 18. maj.

I dommer Peter Kjærsgaard-Andersens indberetning efter kampen fremgik det, at der ved Brøndby første mål blev affyret et så stort antal romerlys i det aflukkede fanafsnit, at kampen måtte afbrydes i halvandet minut på grund af røg.

Det er femte gang, at Brøndby bliver straffet for denne forseelse.

Klubben har dog mulighed for at anke dommen inden for de næste to uger.

/ritzau/