Brøndby-talent skadet: Misser sæsonafslutning

Skrevet af admin

07/05/2014

Dagens topnyheder

I sæsonens sidste tre superligakampe må Brøndby undvære den 19-årige kantspiller Andrew Hjulsager.

Under onsdagens træning blev han ankelskadet, oplyser Brøndby på klubbens hjemmeside. Der er tale om en seneskade, og han skal muligvis opereres.

- Det er lige til at tude over, ikke mindst på Andrews vegne. Han har været lidt af en komet for os i det forgangne år, og det så bare ud til, at hans udvikling ville fortsætte eksplosivt.

- Nu bliver han sat tilbage og er efter alt at dømme ude et godt stykke tid. Det er en streg i regningen for os, da han trods sin unge alder har en vigtig rolle på holdet og allerede har vist sit kæmpe potentiale flere gange, siger cheftræner Thomas Frank til klubbens hjemmeside.

- Heldigvis er Andrew meget stærk rent mentalt, og derfor er jeg ikke et sekund i tvivl om, at han tager udfordringen op og kommer igennem skadesperioden godt og hurtigt. Andrew har mentaliteten til at komme stærkt tilbage, og vi vil støtte ham bedst muligt i den kommende tid.

Om 14 dage ved Brøndby, om kantspilleren skal opereres eller ej. Skal han under kniven, venter seks uger med en skinne samt to måneders genoptræning.

/ritzau/