Brøndby-træner: Vi skal have respekten tilbage

Skrevet af admin

07/08/2014

Dagens topnyheder

Efter blamagen på 0-3 mod Club Brugge i Belgien i sidste uge kræver det en stor præstation, hvis Brøndby torsdag skal tage den samlede sejr i kvalifikationen til Europa League.

Det erkender Brøndbys cheftræner træner Thomas Frank.

- Vi ved, at det bliver mega svært. Det første skridt er at levere en god præstation og få noget respekt tilbage i forhold til det, vi leverede i Brugge.

- Først derefter kan vi tale om at forsøge at lave det comeback, som kan skabe en magisk aften på Brøndby Stadion, siger Thomas Frank til klubbens hjemmeside.

Den første kamp i Belgien var klubbens comeback til europæisk fodbold efter to sæsoner udenfor. Men holdet dumpede med et brag.

Torsdag vil holdet bevise sin internationale berettigelse.

- Vi skal ud og vise, at vi kan være med på det her niveau. Derfor skal vi levere en rigtig god præstation mod en stærk, europæisk modstander, der har vist højt niveau. Ikke kun mod os, men eksempelvis også i ligaen med maksimumpoint.

- Vi skal levere en af vores toppræstationer, og så må vi håbe på, at Club Brugge ikke kan levere den flotte toppræstation, vi så i torsdags, siger træneren.

Han har igen udtaget argentineren Alexander Szymanowski, der har været ude i et par uger grundet en skulderskade.

Derimod er svenske Johan Elmander stadig ikke med, selv om han onsdag var tilbage på træningsbanen ovenpå faderens dødsfald i sidste uge.

Desuden må Thomas Frank se bort fra Christian Nørgaard, Ferhan Hasani og Andrew Hjulsager.

Torsdagens kamp begynder klokken 20.

/ritzau/