Broget flok til københavnsk Pegida-demonstration

Skrevet af admin

19/01/2015

Dagens topnyheder

Det var personer i alle aldre, der mandag aften havde fundet vej til pladsen foran Statens Museum for Kunst, hvor den første Pegida-demonstration i København.

Ruten for demonstrationen gik fra Statens Museum for Kunst ned til Den Lille Havfrue på Langelinie og tilbage igen.

Den islamkritiske Pegida-bevægelse stammer fra Tyskland, og nu er dens demonstrationer nået til Danmark.

Godt 200 personer var mødt op, og på en bidende kold mandag aften kunne de lune sig på de mange medbragte fakler for at vise deres utilfreds med fundamentalistisk islam.

Af frygt for sammenstød med demonstranter fra en moddemonstration, som fandt sted andetsteds i København en time tidligere og ikke langt fra Pegidadk-demonstrationen, var der mødt et massivt politiopbud frem for at holde styr på situationen.

Under demonstrationen blev det også kun til enkelte tilråb fra den deltagere af moddemonstrationen, og de personer fik politiet hurtigt lukket ned for.

En af deltagerne ved Pegida-demonstrationen er Marianne Frederiksen, som kommer fra Fyn. Hun har valgt at deltage for at sige fra over for den undertrykkelse af danske værdier, som ifølge hende sker herhjemme.

- Der er en masse voldelige elementer i vores samfund, som har et meget racistisk islæt, og som presser de danske værdier og demokratiet. Der er mange, som ikke vil vores demokrati, og det vil jeg gerne sige fra overfor, siger Marianne Frederiksen.

Hun mener, at det er vigtigt for fremtidige generationer, at man viser flaget ved denne slags demonstrationer.

- Vi bliver nødt til at lette os fra sofaen, hvis vi vil forsvare vores demokrati, og hvis vi har det Danmark, vi kender, kært. Vi vil jo også gerne have, at vores børn og børnebørn har et trygt samfund at vokse op i, siger Marianne Frederiksen.

Den holdning deler Max Tamp, som kommer fra Lyngby, og som også deltog i demonstrationen mandag aften.

- Jeg synes, at det er vigtig med især ytringsfriheden i et demokrati, og så er jeg selv søn af en modstandsmand, så det her er måske min måde at følge op på det.

- Jeg har også to døtre og et barnebarn, og jeg vil gerne være med til at sørge for, at der er en ordentlig tilværelse til dem senere hen i livet, siger Max Tamp.

Lignende demonstrationer har også fundet sted i både Esbjerg og Aarhus, hvor henholdsvis 70-100 og 30 personer ifølge politiet valgte at deltage.

Moddemonstrationerne var dog større alle steder med omkring 300 deltagere i København, omkring 400 i Esbjerg og 300 i Aarhus ifølge politiet.

/ritzau/