Bror til Saxo Bank-milliardær stifter nyt parti

Skrevet af admin

29/09/2015

Dagens topnyheder

Der kan snart blive yderligere trængsel på den politiske højrefløj i Danmark.

To personer, der beskriver sig selv som "ærkekonservative uden at føles os hjemme i Det Konservative Folkeparti", springer nu ud som stiftere af et nyt parti.

Det skriver Berlingske.

Bag det endnu unavngivne bud på et nyt borgerligt parti står Pernille Vermund og Peter Seier Christensen.

- Jeg ser ikke et parti, der repræsenterer det, som jeg og mange andre ønsker for vores samfund. Når man føler sig partiløs og hører om mange andre, der har det på samme måde, så må man tage initiativ til, at de får en stemme, siger Pernille Vermund.

Mens hun er kendt for at stille op som kandidat for De Konservative ved valget til Folketinget i juni, så er medstifter Peter Seier Christensen en ukendt størrelse i offentligheden.

Men interessen for politik ligger i familie-generne.

Han er nemlig bror til Lars Seier Christensen, der gennem Saxo Bank har skabt sig en milliardformue og er svoren tilhænger af Liberal Alliance.

- Min bror og jeg er enige langt hen ad vejen, men ikke fuldstændigt. Hans fokus ligger meget på det økonomiske, og mit ligger meget på det værdipolitiske. Det der ligger mig mest på sinde er respekt for traditioner, respekt for hårdt arbejde og værdien af socialt ansvar, siger Peter Seier Christensen.

Hans politiske karriere indtil nu begrænser sig til en tjans som suppleant for den konservative partibestyrelse i Hørsholm.

Det nye parti vil i sin økonomiske politik minde om Liberal Alliance, mens værdipolitikken er mere hen i retning af Dansk Folkeparti, oplyser Pernille Vermund til Berlingske.

I professionel sammenhæng er Peter Seier Christensen ingeniør.

/ritzau/