Brutale drab på døve kvinder i Haiti udløser protester

Skrevet af admin

02/04/2016

Mest læste i dag

Et brutalt drab på tre døve kvinder i Haiti fik fredag hundredvis af demonstranter til at marchere gennem hovedstaden Port-au-Prince med krav om, at de skyldige bliver retsforfulgt.

Det skriver ABC News.

De tre kvinder var sent om aftenen 19. marts på vej hjem, da de blev overfaldet. Kvinderne blev torteret og stenet, hvorefter ligene blev efterladt i en slugt ifølge nyhedsbureauet AP.

- Disse drab er en fuldstændig barbarisk handling, og vi vil have retfærdighed, siger Mickelson Jean, leder af Haitis døveforening og blandt de 300 deltagere i demonstrationen.

De dræbte ernærede sig som gadesælgere i Port-au-Prince. På grund af en sammenstyrtet bro, som forhindrede offentlig transport ud af byen, forsøgte de at vende hjem til fods den pågældende aften.

Drabene fandt sted i nærheden af Cabaret, og her har byens politi udstedt arrestordrer på to mænd. Desuden er tre kvinder tilbageholdt og afhørt, oplyser politikommissær Jentullon Joel.

En af de mistænkte kvinder har ifølge nyhedsbureauet AP fortalt efterforskere, at hendes mand dræbte de døve kvinder, fordi han frygtede, at de var "lougawa" - et lokalt ord for overnaturlige og onde væsner, der flyver om natten.

Men den forklaring holder ikke, mener advokat Nicole Phillips, der repræsenterer ofrenes familier.

Hun mener, at historien er usand og konstrueret i et forsøg på, at "retfærdiggøre en afskyelig forbrydelse".

Advokaten påstår derimod, at en af de dræbte kvinder kendte medlemmer af den familie, som angiveligt stod bag angrebet.

- De kom kun til dette hus sent om natten og bad om husly, fordi et af ofrene kendte dem (familien, red.), siger Nicole Philips.

Phillips håber, at sagen vil skabe opmærksomhed om overgreb mod handicappede i det fattige land, og de forhindringer, som ofrene ifølge hende tit støder på, når de kræver de ansvarlige retsforfulgt.

- Det er en sag, der er symbolsk for vold mod døve mennesker. Især kvinder, der ikke kan skrige, hvis de bliver angrebet, siger hun.

/ritzau/