Brutalt drab på ung italiener truer forholdet til Egypten

Skrevet af admin

07/04/2016

Mest læste i dag

Egypten og Italien står på tærsklen til en diplomatisk krise, hvis ikke snart sandheden om det brutale drab på italieneren Giulio Regeni i Kairo kommer frem. Det rapporterer tv-stationen Al Jazeera.

Den 28-årige italienske ph.d.-studerende blev fundet død i en grøft i udkanten af den egyptiske hovedstad for to måneder siden, og drabet på ham er ved at blive en af de mest delikate, diplomatiske sager i Italien i nyere tid.

Italienske og egyptiske anklagere og politifolk mødes i Rom torsdag, til hvad Italiens udenrigsminister, Paolo Gentiloni, har beskrevet som et afgørende møde i et forsøg på at finde en løsning på sagen.

Samtidig har udenrigsministeren advaret egypterne om, at Italiens tålmodighed er ved at være brugt op.

- Med mindre Egypten ændrer kurs i dets håndtering af sagen, er Italien parat til øjeblikkeligt at tage de nødvendige foranstaltninger, har Gentiloni sagt for nylig.

Den omfattende udveksling af erklæringer mellem Italien og Egypten, den resultatløse efterforskning og de mange skiftende egyptiske forklaringer på, hvordan Regeni blev dræbt, nåede sit klimaks i tirsdags.

Det skete, da udenrigsminister Gentiloni slog fast, at "Italien ikke vil lade sin værdighed blive trampet på".

Regenis død har ifølge analytikere udviklet sig til et spørgsmål om national stolthed.

Chokerende detaljer om tortur og ugelange lidelser for den 28-årige studerende har udløst offentlig forargelse og protester i Italien. Mange italienere mener, at de italienske myndigheder ikke har gjort nok for at finde frem til de skyldige.

Regeni, som var i gang med sin ph.d. på Cambridge University, forsvandt om aftenen 25. januar på femårsdagen for oprøret i Egypten. Samme aften udførte egyptiske sikkerhedsstyrker razziaer rundt om i Kairo i et forsøg på at afværge eventuelle protester.

En uge senere blev Regenis krop fundet halvnøgen og lemlæstet i en grøft mellem Kairo og Alexandria.

Menneskerettighedsorganisationer har siden konstateret, at hans sår og forbrændinger svarer til de torturmetoder, den egyptiske sikkerhedstjeneste bruger til at undertrykke oppositionen.

De egyptiske myndigheder har imidlertid nægtet at inddrage sine sikkerhedsfolk i sagen og har aldrig afhørt dem.

/ritzau/