BSV og Sønderjyske-spillere får karantæne i gavesag

Skrevet af admin

25/09/2014

Dagens topnyheder

En lang række spillere fra håndboldklubberne BSV og Sønderjyske skal afsone en enkelt karantænedag for at have medvirket i den såkaldte gavesag i en håndboldkamp i den forgangne sæson.

Det meddeler Danmarks Idrætsforbund (DIF) i en pressemeddelelse torsdag.

Forbundets matchfixingnævn har desuden idømt spillerne hver en bøde på 1000 kroner for at have forbrudt sig på reglerne om uetisk adfærd i DIF's matchfixingregler.

Otte spillere i BSV har hver fået en spilledags karantæne og en bøde på 1000 kroner for at have betalt 15.000 kroner fra BSV's bødekasse til Sønderjyske, hvis Sønderjyske kunne vinde en kamp over Skanderborg Håndbold i den sidste kamp i grundspillet.

Hovedparten af Sønderjyskes spillertrup har også fået en spilledags karantæne og en bøde på 1000 kroner for at have taget imod de 15.000 kroner.

De enkelte spillere skal have udstået deres karantæne inden 1. december 2014.

- Spillerne er ikendt en relativt mild sanktion, men der er dog tale om karantæne. Der er ikke tale om matchfixing, men om en anden og mildere form for uetisk adfærd, siger Torben Jessen, der er formand for DIF's matchfixingnævn.

- Det er en klar overtrædelse af reglerne, at BSV-spillere ved at give en pengegave til Sønderjyske-spillere forsøger at påvirke udfaldet af en konkurrence mellem to andre hold. Og ligeledes en klar overtrædelse, at spillere på Sønderjyskes hold modtager gaven, uddyber han.

De otte BSV-spillere er Nikolaj Ø. Nielsen, Mads Ø. Nielsen, Chris Holm Jørgensen, Dennis Kirkegaard, Jannick Green, Mathias Madsen, Kristian Kjelling og Rasmus Nielsen.

Følgende spillere fra den daværende Sønderjyske-spillertrup idømmes også karantæne; Anders Petersen, Andreas Nielsen, Henrik Storm Pedersen, Oliver Eggert, Simon Kristiansen, Christopher Huus, Claus Kjeldgaard, Morten Thrane, Casper Zachariassen, Kasper Køser Thomsen, Kenneth Bach Hansen, Steffen Riisbøl, Andreas Toudahl, Martin Kærgaard Pedersen, Daniel Eggert, Magnus Gullerud, Anders Zachariassen og Mike Paulsen.

/ritzau/