Formel 1-historien er mættet med eksempler på kørere fra samme team, som konkurrerer på liv og død med hinanden og ikke kan unde makkeren succes.
Mest berygtet er rivaliseringen i 1980'erne mellem Frankrigs Alain Prost og brasilianeren Ayrton Senna.
Makkerskabet mellem Kevin Magnussen og Jenson Button på McLaren-teamet virker derimod til at fungere godt.
Torsdag formiddag kommer de to slentrende sammen på vej ind i McLarens pit på Sepang-banen i Malaysia forud for weekendens grandprix i Kuala Lumpur. Og som de fleste her i den smeltende og tropisk fugtige varme med en flaske kildevand i hånden.
Intet tyder på kold luft mellem de to. De sludrer med hinanden, og Button siger, at han glæder sig på Magnussens vegne over danskerens flotte debutløb og andenplads i Melbourne for to uger siden. Button blev treer i åbningsløbet.
- Efter sidste år (McLaren havde ingen top-tre placeringer i 2013, red.) er det rart, at begge biler fuldførte løbet i Melbourne og sluttede som to'er og tre'er, siger Jenson Button.
Magnussen er "rookien" - førsteårs-køreren - der skal suge til sig i de nye omgivelser, mens den 34-årige Button har kørt Formel 1 i 15 år. Kulminationen var VM-titlen i 2009 for Brawn-teamet og en andenplads for McLaren i 2011.
- Man kan altid få fordele ud af være åbne over for hinanden. Og det har vi begge været. Indtil nu har det fungeret godt, siger Button om makkerskabet.
- At han havde et godt løb i Melbourne er også positivt. Det giver mere selvtillid i forhold til at finde ud af, hvordan hans bil skal sættes op og i hans tilbagemeldinger (til teknikerne, red.), siger Jenson Button.
- Det er vigtigt, at han tidligt har vist, at han kan være med. Det gør det hele meget nemmere. Han gjorde det godt. Og det er vigtigt både for ham og for holdet. Det har altid være et sats at tage en ung kører ind på et stort hold som McLaren, siger Button.
/ritzau/