Byret beklager bommert i drabssag fra Hillerød

admin

466 uger siden

|

06/11/2015

Dagens topnyheder

Fredag eftermiddag bliver to unge fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød i en sag, hvor en 17-årig dreng torsdag blev knivdræbt ved handelsgymnasiet i Hillerød. Men allerede inden retsmødet har retten begået en bommert.

I en mail til pressen har retten fredag formiddag oplyst, at retsmødet vil blive afholdt for lukkede døre på grund af sigtedes unge alder.

Problemet er bare, at retten endnu ikke har afsagt kendelse om, at dørene til retsmødet skal lukkes. I udgangspunktet er alle grundlovsforhør åbne for offentligheden.

- Det skal jeg beklage. Det er en forkert formulering. Der skulle have stået, at man har en forventning om, at der vil komme en begæring om lukkede døre, fortæller rettens sekretariatschef, Karsten Rifbjerg Erichsen, til Ritzau.

Ritzau erfarer, at man også hos Nordsjællands Politi, som skal føre sagen for retten, har en forventning på forhånd om, at dørene til retsmødet vil blive lukket.

Men det er langt fra sikkert. For retspraksis viser, at i sager om grov kriminalitet er det ikke nogen selvfølge at lukke dørene i retsmøder, hvor en sigtet er under 18 år.

Vestre Landsret tog tilbage i 2003 stilling til et lignende spørgsmål, og her fandt retten i en sag om røverier begået af to 16-årige drenge, at der ikke var grundlag for at lukke dørene.

Retten vurderede dengang, at det var tilstrækkeligt at beskytte drengene med et navneforbud, og at et åbent retsmøde ikke ville udsætte dem for unødig krænkelse. Landsretten lagde navnlig vægt på sagens alvorlige karakter.

Afgørelsen fra landsretten dengang blev trykt i tidsskriftet "Ugeskrift for Retsvæsen", som samler og offentliggør afgørelser af principiel karakter.

Fredagens retsmøde begynder klokken 12.30 ved Retten i Hillerød. En eventuel begæring om dørlukning kan komme fra både anklager og forsvarer, men det er i sidste ende dommeren, som skal træffe afgørelsen.

/ritzau/