Byret melder aviser til politiet i Brian Holm-sag

Skrevet af admin

16/06/2014

Dagens topnyheder

Retten på Frederiksberg har mandag meldt de ansvarlige redaktører for BT, Ekstra Bladet og Metroxpress til politiet for at have overtrådt navneforbuddet i en sag, hvor den tidligere cykelrytter Brian Holm er sigtet for at have sexkrænket en pige under 12 år.

23. maj nedlagde retten forbud mod at nævne navn, stilling og bopæl på den sigtede i sagen. Samtidig blev der automatisk nedlagt navneforbud i forhold til det formodede offer i sagen, skriver retspræsident Torben Goldin på rettens hjemmeside.

Nogle dage senere skrev de tre aviser i både de trykte udgaver og på deres netsider, at en "kendt sportsstjerne" var sigtet i sagen.

Desuden fremgik det, at den sigtede formodes at bo eller have en tilknytning til Frederiksberg, ligesom aviserne bragte fotos, der ifølge retspræsidenten var "mere eller mindre tilslørede".

Retten på Frederiksberg mener, at overtrædelsen er særdeles grov, da der er tale om brud på navneforbud i en sædelighedssag "som ikke alene udsætter den sigtede for en unødig og retsstridig krænkelse, men også øger risikoen for, at det i sagen angivelige offer bliver identificeret. "

Ifølge bt.dk afviser chefredaktørerne for de tre aviser, at de skulle have overtrådt navneforbuddet.

Brian Holm valgte selv dagen efter at stå frem og bekræfte, at det er ham, som er sigtet i sagen - en sigtelse han ifølge retsbogen nægter sig skyldig i. Han er i øvrigt hverken fængslet eller anholdt i forbindelse med sagen.

51-årige Brian Holm var professionel fra 1986 til 1998 og var en værdsat hjælperytter, som dog også hentede 11 sejre, herunder løbene Paris-Bruxelles og Paris-Camembert.

Siden han stoppede med at cykle, har han arbejdet som sportsdirektør for flere forskellige cykelhold, og de senere år har han været tæt knyttet til sprinteren Mark Cavendish.

Han blev ved kommunalvalget sidste efterår valgt ind i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for De Konservative, men har søgt orlov indtil sagen er afgjort.

/ritzau/