Byret redder rockerborg fra øjeblikkelig nedrivning

Skrevet af admin

12/03/2015

Mest læste i dag

Retten i Glostrup har reddet MC-klubben Satudarah fra at få klubhuset i Bagsværd revet ned her og nu.

Det skriver Politiken.

Kendelsen betyder, at Gladsaxe Kommune ikke kan gennemføre en beslutning fra juni 2014 om at ekspropriere ejendommen øjeblikkeligt med henvisning til, at kommunen i forbindelse med en trafiksanering vil etablere en vendeplads for lastbiler på ejerens grund.

Ejeren af huset på Laurentsvej i Bagsværd, Nadim Khan, har lagt sag an mod kommunen for at få kendt beslutningen om ekspropriation ugyldig.

Nadim Khan mener, at hvis ekspropriationen gennemføres, vil ejendommen blive revet ned, før den sag, han har anlagt, er afgjort. Derfor stiller han krav om, at kommunernes planer om at rive huset ned udskydes.

Det krav har retten i Glostrup fulgt.

- Det er jo oplagt, at sådan en klage har opsættende virkning, siger professor Peter Pagh, der er ekspert i miljøret, og som har skrevet lærebøger om regulering af fast ejendom, til Politiken og fortsætter:

- Havde man anvendt planloven, skulle det have været indbragt for Natur- og Miljøklagenævnet, og det ville have medført opsættende virkning.

På Christiansborg har flere politikere tidligere udtrykt forståelse for Gladsaxe Kommunes planer om ekspropriation.

/ritzau/