Cameron Diaz var bumset og usund

Skrevet af admin

10/01/2014

Dagens topnyheder

Det kan godt være, at Hollywood-stjernerne ser ud til at have et misundelsesværdigt liv, men som de fleste andre mennesker, har de også sår på sjælen.

For den 41-årige skuespillerinde Cameron Diaz var det bogstavelig talt sår, eller måske mere præcist bumser, der gjorde hendes teenageår helt ulykkelige.

Det fortæller hun ifølge femalefirst.com til Seventeen Magazine.

- Folk tror sikkert, at mit liv altid har været glamourøst, men jeg har tidligere lidt forfærdelig meget af akne. Dybe, væskefyldte bumser, af den slags der virkelig gør ondt. Jeg havde aldrig lyst til at forlade mit hus, fortæller Cameron Diaz.

- Mine venner sagde, at de ikke lagde mærke til dem, men jeg synes, at det var det eneste, folk lagde mærke til. Ingen makeup kunne skjule min dårlige hud, min flovhed eller den smerte, de bumser var skyld i, fortsætter hun. 

I magasinet afslører Cameron Diaz, hvordan hun ellers kunne spise, lige hvad hun havde lyst til som teenager, uden at tage på. Men junkfood gjorde hendes hud så slem, at hun ikke forlod sit hus. 

- Jeg var et skoleeksempel på et tyndt og usundt barn, og bumserne beviste det. Jeg troede, at jeg havde gjort alt for at få en bedre hud, men jeg havde ikke indset, at det var alt det fedtede, forarbejdede og kunstige snask, der gjorde min hud helt skør, siger hun.

Ifølge Hollywood-skuespillerinden begyndte hendes hud straks at blive bedre, da hun begyndte at spise sundere og træne regelmæssigt.

Cameron Diaz har lige udgivet sin egen livsstilsbog "The Body Book".

Newspaq