De svenske ishockeyherrer plejer at være hård modstand for alle hold, men i torsdagens VM-semifinale havde Canada ingen problemer med at slå rivalen ved VM i Rusland.
Det endte med tenniscifre og en sejr på hele 6-0 til Canada, som absolut ligner et hold, der kan gå hele vejen i turneringen.
Sverige indledte ellers optimistisk, men Canada tog langsomt og sikkert kontrollen over kampen.
Det gav bonus halvandet minut inden første periode sluttede, da Mark Scheifele styrede pucken i mål til 1-0.
Scheifele, der er holdkammerat med den danske VM-spiller Nikolaj Ehlers i NHL-klubben Winnipeg Jets, stod også for assisten ved 2-0-målet, som Mathew Dumba hamrede ind i begyndelsen af anden periode.
Brad Marchand øgede til 3-0 efter passivt svensk forsvarsspil. Sverige tog en timeout, men canadieren Max Domi svarede straks igen med målet til 4-0.
I tredje periode var der gavebod i det svenske forsvar, da Adam Larsson sendte pucken lige hen til Canadas Mark Stone, som helt fri foran mål nemt gjorde det til 5-0.
Derick Brassard fuldendte ydmygelsen med 6-0-mål, og det var en sjælden afklapsning af et demotiveret svensk hold.
I den fjerde og sidste kvartfinale vandt Rusland torsdag aften uden de store problemer med 4-1 over Tyskland.
I lørdagens semifinaler skal Canada nu møde USA, som tidligere torsdag slog Tjekkiet. I den anden semifinale tager Rusland imod Danmarks overmænd fra Finland.
/ritzau/