Cancellara: Jeg har to år tilbage af karrieren

Skrevet af admin

14/02/2014

Dagens topnyheder

Den schweiziske cykelstjerne Fabian Cancellara begynder så småt at flirte med et karrierestop.

På et pressemøde i Doha torsdag fortæller tempospecialisten ifølge cykelsitet feltet.dk, at han sigter efter at lade sig pensionere, når hans kontrakt med Trek Factory Racing udløber efter 2016-sæsonen.

- Den nuværende kontrakt vil sandsynligvis være den sidste, siger den 33-årige schweizer.

Fabian Cancellara med kælenavnet "Spartacus" oplyser samtidig, at han har store ambitioner for resten af karrieren. Eksempelvis vil han forsøge at sætte timerekord.

- Jeg føler, at jeg ikke er færdig med det, som jeg gerne vil opnå.

Cancellara, der opnåede nogle af sin karrieres største resultater på danske Team CSC, har planer om at blive i cykelsporten, når den aktive karriere er forbi.

- Jeg har nogle ambitioner om at føre sporten tilbage til et andet sted.

- Cykelsporten er for tiden i et politisk kaos med alle de nye ting, som kommer til, rod med løb og regler. Jeg tror, jeg kan bliver en stærk meningsdanner, hvilket er svært nu, hvor jeg fortsat er rytter.

Schweizeren har hele fem gange vundet prologen ved Tour de France.

/ritzau/