Carl Holst ignorerede syddanske embedsmænds advarsler

admin

462 uger siden

|

26/11/2015

Dagens topnyheder

Carl Holst var udmærket klar over, at Region Syddanmark ikke skulle betale for de taler, som ikke vedrørte hans virke som regionsrådsformand, men tjente hans egen politiske karriere.

Det viser ifølge BT den eksterne advokatundersøgelse, som har fået Region Syddanmark til at politianmelde Holst og bede Statsforvaltningen kigge på sagen.

Heraf fremgår det nemlig, at Holst af regionens embedsmænd blev advaret om det ulovlige i fremgangsmåden, men han ignorerede advarslen.

- Hvis der blev gjort opmærksom på problemstillingen, blev den enkelte tale efter krav fra den tidligere regionsrådsformand udarbejdet alligevel, hedder det angiveligt i rapporten.

Der skulle blandt andet være tale om et oplæg i Liberalt Oplysningsforbund, som ifølge administrationen ikke var relevant for Region Syddanmark.

- Det er ulovligt. Hvis administrationen gør ham opmærksom på, at regningen ikke skal betales af regionen, så må han ikke bare underkende sin administration, være ligeglad og bestille varen alligevel, siger Roger Buch, der er forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, til BT.

Ved at ændre fakturaerne for taleskrivningen, så formålet ikke længere fremgik, blev det sværere at finde ud af, om det rent faktisk drejede sig om taler, der omhandlede hvervet som formand for Region Syddanmark eller om de indgik i Carl Holsts egen profilering.

Statsforvaltningen er allerede nået frem til, at Carl Holst brug af en regionsansat embedsmand i valgkampen forud for sommerens folketingsvalg var ulovlig.

Efterfølgende har regionsrådet i Region Syddanmark besluttet at sende advokatundersøgelsen til Statsforvaltningen for at få en vurdering af, om tilretningen af fakturaerne også er ulovlig.

/ritzau/