Catalonien har forbud mod at stemme om uafhængighed

Skrevet af admin

04/11/2014

Dagens topnyheder

Den spanske forfatningsdomstol har tirsdag blokeret for en folkeafstemning om uafhængighed i Catalonien. Catalonierne skulle have stemt søndag, og rettens afgørelse har frustreret mange af regionens indbyggere, der går ind for en folkeafstemning.

Alligevel har den regionale regering i Catalonien svoret på, at den vil gennemføre en uofficiel folkeafstemning om selvstændighed, selv om forfatningsdomstolen nu har blokeret for en vejledende folkeafstemning.

Cataloniens regionale regering sagde ellers mandag, at man ville rette sig efter den spanske forfatningsdomstol, der tidligere har erklæret afstemningen om uafhængighed forfatningsstridig.

Det er Spaniens regering, der har bedt retten om at blokere for muligheden for at spørge borgerne. Det sker efter rettens beslutning i september om at suspendere af en vejledende folkeafstemning om deling.

- Retten har suspenderet de retsakter, som den catalanske regering har forberedt til gennemførelse 9. november, hedder det i en erklæring fra retten.

Tilhængere af uafhængighed i Catalonien, der er en rig region med 7,5 millioner indbyggere og eget sprog, har opfordret til en afstemning stærkt inspireret af det skotske uafhængighedsvalg i september.

Men i modsætning til det britiske parlament, så har den spanske centralregering ikke godkendt en afstemning. Premierminister Mariano Rajoy har sagt, at en sådan afstemning ville være imod landets forfatning fra 1978, og at regionen allerede har udstrakte magtbeføjelser.

Den catalanske regionale regering siger, at den vil arbejde videre på at gennemføre den vejledende folkeafstemning.

- Alt er parat til 9. november, siger den catalanske regeringstalsmand, Fransesc Homs, der tilføjer, at Catalonien vil anlægge sag mod den spanske regering for at undertrykke ytringsfriheden ved at benytte forfatningsdomstolen at blokere for folkeafstemningen.

/ritzau/Reuters