Catalonien stemmer ja til løsrivelse fra Spanien

admin

465 uger siden

|

09/11/2015

Dagens topnyheder

Et flertal af lovgiverne i Cataloniens parlament har under et højdramatisk møde stemt for at løsrive provinsen fra Spanien i 2017.

Det sker i en direkte konfrontation med centralregeringen i Madrid, som ikke er oplevet tidligere i det moderne Spaniens historie.

Alle 72 parlamentarikere, der støtter løsrivelse - altså flertallet - har stemt for en resolution om løsrivelse. Dermed har de igangsat en proces, der skal føre til uafhængighed.

Det skete under tordnende bifald, som overdøvede oppositionens medlemmer, der havde spanske flag i hånden.

- Mange vil huske denne dag med en masse følelser, siger Raul Romeva fra koalitionen Sammen om Ja, der ihærdigt søger løsrivelse.

Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, har øjeblikkeligt reageret. Han siger, at regeringen i Madrid vil gå til forfatningsdomstolen for at sikre, at en uafhængighedserklæring fra Catalonien "ingen konsekvenser" får.

I resolutionsteksten, der blev vedtaget i Cataloniens hovedstad, Barcelona, hedder det, at parlamentet inden for 30 dage skal skabe et selvstændigt socialt bistandssystem og et finansministerium, og at uafhængigheden skal blive en realitet inden for halvandet år.

Resolutionen blev støttet af koalitionen Sammen om Ja, som Cataloniens præsident, Artur Mas tilhører, og så det mindre og venstreorienterede parti CUP.

Catalonien er den rigeste provins i Spanien og står for en femtedel af landets samlede økonomi. Provinsen med 7,5 millioner indbyggere har sit eget sprog.

Provinsen forsøgte sidste år at holde en folkeafstemning om uafhængighed, men den blev erklæret ugyldig af domstolene. Der var lav valgdeltagelse, men et stort flertal af dem, der stemte, ønskede uafhængighed.

Men det er tvivlsomt, om Cataloniens separatister vil kunne samle flertal for løsrivelse ved en gyldig folkeafstemning.

/ritzau/AFP