Celta Vigo: Krohn-Dehlis krav ville smadre vores økonomi

Skrevet af admin

17/04/2015

Dagens topnyheder

Celta Vigo har ikke været i stand til at honorere Michael Krohn-Dehlis lønkrav til en forlængelse.

Det er ifølge klubbens præsident, Carlos Mourino, en af årsagerne til, at den danske landsholdsspiller i fodbold skifter efter denne sæson.

- Vi kæmpede til det sidste med Krohn-Dehli, men vi kan ikke bringe vores økonomi ud af balance, siger Mourino ifølge Celta Vigos Twitter i forbindelse med et pressemøde.

- Krohn-Dehli er en stor spiller, og Celta er meget taknemmelig, men vi kan ikke honorere de krav, han har.

- Med hensyn til Krohn-Dehli kan vi ikke smide alle vores penge på en spiller, siger præsidenten.

Sevilla er af spanske medier blevet nævnt som danskerens kommende destination, men det er ikke noget, som Carlos Mourino kender til.

- Vi er ikke bekendt med, at Krohn-Dehli allerede har skrevet under med en anden klub, siger præsidenten.

/ritzau/