Central gruppe fra syriske oprørere trækker sig i protest

admin

|

21/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den største undergruppe i Syriens Nationale Koalition har valgt at trække sig fra samarbejdet som en konsekvens af, at koalitionen har sagt ja til at deltage i de såkaldte Geneve II-forhandlinger.

Den utilfredse undergruppe, Syriens Nationalråd, mener, at den ville svigte sine forpligtelser ved at deltage i fredsmødet.

Forhandlingerne må vente, til præsident Bashar al-Assad har forladt magten - hvilket han hidtil har nægtet.

Udmeldingen kommer kort tid efter, at FN har besluttet, at Iran alligevel ikke er velkommen ved den kommende fredskonference.

Syriens Nationale Koalition havde betinget sit fremmøde med, at iranerne tilsluttede sig Geneve I-aftalen fra 2012, der forpligter parterne til at arbejde for en overgangsregering i Syrien uden den nuværende præsident Bashar al-Assad.

Det så iranerne ikke som en mulighed, hvorfor FN nu har bedt Iran om at blive væk.

/ritzau/AFP