OpenAI vil tage en bid af salget – samarbejder med Shopify om ny købsfunktion
Lige nu læser andre
Det verdensberømte AI-værktøj ChatGPT får nu en ny og opsigtsvækkende funktion: Du kan snart købe produkter direkte i selve chatten. Det bekræfter flere internationale medier i dag, onsdag.
Bag tiltaget står selskabet OpenAI, som står bag ChatGPT. De arbejder lige nu på at rulle en checkout-funktion ud, så brugere nemt og hurtigt kan bestille varer – uden at forlade samtalen med AI’en.
Samarbejdet sker i tæt partnerskab med Shopify, og formålet er klart: At gøre shopping lynhurtig og gnidningsfri – og samtidig sikre OpenAI en ny indtægtskilde. Når en virksomhed får en ordre gennem ChatGPT’s nye checkout-system, skal de betale en kommission til OpenAI.
Allerede vist til udvalgte brands
Ifølge Financial Times er systemet allerede blevet demonstreret for en række større brands, og flere er klar til at teste løsningen i praksis. Det er endnu ikke klart, hvornår funktionen bliver tilgængelig for alle brugere – men alt tyder på, at det ikke varer længe.
Læs også
Det nye tiltag er en del af OpenAI’s plan om at udvide forretningsmodellen bag ChatGPT, så den ikke kun bygger på abonnementsbetaling. Fremover kan selskabet altså også tjene penge, hver gang en bruger køber noget gennem chatten.
Et farvel til Googles søgninger?
Eksperter peger på, at dette kan blive begyndelsen på en helt ny måde at shoppe på. I stedet for at søge på Google, finde en webshop og gennemføre et køb – kan brugeren nu bare bede ChatGPT om at finde og bestille varen.
Og det kan få stor betydning for både forbrugere og virksomheder. Det stiller nemlig nye krav til, hvordan man bliver synlig og sælger sine produkter – nu hvor det er AI’en, der styrer købsflowet.