Chauffør frifindes for dødsulykke - fik epileptisk anfald

Skrevet af admin

09/02/2015

Mest læste i dag

En voldsom trafikulykke på Amager, hvor en mand mistede livet, er endt med, at den tiltalte er blevet frifundet.

Den 54-årige chauffør i en lastbil lider af epilepsi, og det kan ikke afvises, at et anfald er forklaring på hans kørsel.

Det har Østre Landsret fastslået i en dom, som frifinder chaufføren for uagtsomt manddrab og for at have tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.

Tidligere mente Københavns Byret, at chaufføren var skyldig. Straffen var fængsel i 30 dage og en betinget frakendelse af kørekortet i tre år.

Om eftermiddagen 17. juli 2012 kom mandens lastbil over i den forkerte vejbane på Prags Boulevard.

Konsekvensen var, at en personbil blev mast mellem denne og en anden lastvogn. En 49-årig mand med bopæl i Sverige døde af sine kvæstelser.

Det påfaldende ved ulykken var, at lastvognen ikke forsøgte at bremse op. Den drønede videre med cirka 60 kilometer i timen.

I forbindelse med sagen har Retslægerådet sagt, at det er sandsynligt, at chaufføren fik et epileptisk anfald. Men graden af sandsynlighed har eksperterne ikke kunnet udtale sig om.

Godt et halvt års tid efter ulykken fik chaufføren i øvrigt et nyt anfald.

I forbindelse med efterspillet har manden deltaget i et konfliktråd med de pårørende til den dræbte, fremgår det af dommen.

Føreren af den anden lastbil blev i øvrigt også stærkt påvirket af at have været vidne til det voldsomme sammenstød.

I en periode besøgte han hver aften ulykkesstedet, ligesom han begyndte behandling hos en psykolog.

/ritzau/