Chelsea henter rutinesejr i FA Cuppen

Skrevet af admin

05/01/2014

Dagens topnyheder

Fodboldklubben Chelsea er som ventet klar til fjerde runde i FA Cuppen, den største af de to engelske pokalturneringer.

Trods udebane var Premier Leagues nummer tre som ventet stærkere end Derby County, der ligger nummer fire i den næstbedste række.

Chelsea vandt 2-0 efter mål af John Obi Mikel og Oscar i anden halvleg.

Derby, der bliver trænet af den tidligere engelske landsholdsmanager Steve McClaren, bød på glimrende modstand i første halvleg, der ikke var den helt store oplevelse.

Chelseas Ramires havde et skud på stolpen, og Samuel Eto'o var alt for langsom til at afslutte på en friløber, så de medrejsende Chelsea-fans måtte vente til anden halvleg med at se scoringer.

Den første faldt midt i anden halvleg, da Willian sendte et frispark ind i panden på John Obi Mikel, der kraftfuldt headede Chelsea foran 1-0.

Fem minutter senere fordoblede Oscar føringen med et skud, hvor Derbys målmand, Lee Grant, ikke så alt for godt ud.

Mod slutningen af kampen havde indskiftede Fernando Torres flere gode muligheder for gæsterne, og Ramires ramte overliggeren.

Men 2-0-sejren var alt rigeligt til at sende Chelsea videre, og klubben møder Stoke på hjemmebane i næste runde.

Premier Leagues bundprop, Sunderland, er også videre efter en 3-1-sejr hjemme over Carlisle fra den tredjebedste række.

/ritzau/