Chelsea viser klasseforskel mod Eriksen i London-derby

Skrevet af admin

03/12/2014

Dagens topnyheder

Efter to ligasejre i træk kom Tottenham med Christian Eriksen på banen i hele kampen ned på jorden i London-derbyet mod Chelsea.

Hjemme på Stamford Bridge understregede topholdet den aktuelle klasseforskel på de to lokalrivaler med en sejr på 3-0.

Rent faktisk begyndte Tottenham kampen bedst. I løbet af de første 11 minutter var Harry Kane to gange tæt på at bringe udeholdet overraskende foran.

Først med et hovedstød på overliggeren og siden med et skud lige forbi stolpen efter et gennembrud i venstre side.

Men Chelsea overtog hurtigt dominansen og var mere effektiv, da chancen opstod.

Eden Hazard brugte smart Didier Drogba som bande og scorede til 1-0 efter 19 minutter.

Drogba var en del af startopstillingen på grund af Diego Costas fravær, og ivorianeren greb i den grad chancen. Tre minutter senere blev Drogba spillet fri efter et svagt udspark fra Tottenham-målmand Hugo Lloris, og han gjorde det sikkert til 2-0.

Det kunne "Spurs" ikke svare tilbage på, og danske Eriksen fik ikke sat aftryk som i de seneste kampe.

I stedet cementerede Loic Remy sejren 17 minutter før tid.

Ude mod Sunderland stod ligaens nummer to, Manchester City, overfor lidt af et kompleks, da de foregående fire udekampe her alle var resulteret i nederlag på 0-1.

Det så ud til at kunne blive den femte på stribe, da Connor Wickham bragte Sunderland på 1-0 efter 19 minutter. Men blot to minutter senere sørgede argentineren Sergio Agüero for udligning.

På hver sin side af pausen gjorde Stevan Jovetic og Pablo Zabaleta det til 2-1 og 3-1 til City, inden Aguero lukkede med sit andet mål til 4-1.

Dermed er det status quo i toppen, hvor Chelsea fører med 36 point foran Citys 30.

Southampton er stadig nummer tre trods onsdagens nederlag på 0-1 ude mod Arsenal. To minutter før tid scorede Alexis Sánchez målet, der sendte Arsenal op på sjettepladsen med 23 point.

I onsdagens sidste kamp i Premier League måtte Everton nøjes med 1-1 hjemme mod Hull.

/ritzau/