Chelseas Diego Costa kan være færdig for sæsonen

Skrevet af admin

01/05/2015

Dagens topnyheder

Det bliver svært for Chelsea-spanieren Diego Costa at blive topscorer i Premier League i denne sæson, hvor han ellers kun er to mål efter førende Sergio Agüero.

Diego Costa kan nemlig have spillet sæsonens sidste kamp, hvis Chelsea uden Diego Costa slår Crystal Palace og vinder mesterskabet på søndag.

Det siger Chelseas manager, Jose Mourinho, på en pressekonference.

- Der er en chance for, at han ikke spiller igen, hvis vi vinder på søndag.

- Hvis vi taber og har brug for point mod Liverpool, vil jeg nok sige, at han spiller. I øjeblikket handler det om resultater. Hvis vi ikke har brug for ham, så spiller han formentlig ikke mere, siger Mourinho.

Efter en forrygende start på sæsonen er Diego Costas farlighed aftaget en smule, lige som også skader har irriteret angriberen. Derfor handler det om at få Costa tilbage i topform til næste sæson, siger Mourinho.

- Han har brug for en lang pause, og derefter skal han genopbygges godt, siger manageren om sin angriber, der har scoret 19 ligamål denne sæson.

Chelsea slog onsdag Kasper Schmeichel og Leicester med 3-1 og fører med 13 point ned til Manchester City og Arsenal. Sidstnævnte har fem kampe tilbage af sæsonen mod Chelsea og Citys fire.

- Vi tager det stille og roligt. Vi behøver to eller tre point for at blive mestre. Lad os sige tre, så vi ikke er afhængige af måldifferencen.

- Vi har været i toppen af tabellen siden begyndelsen af sæsonen. Det er meget svært at gøre, siger Mourinho, som altså kan vinde guld søndag, når Crystal Palace besøger Stamford Bridge.

/ritzau/