Chen Long dukker mør Axelsen i Denmark Open-semifinale

admin

|

17/10/2015

Dagens topnyheder

Med 0-5 i indbyrdes kampe var der på forhånd ikke meget, som tydede på, at Viktor Axelsen kunne sende verdensmesteren Chen Long ud af Denmark Open, og selvom danskeren var tæt på, blev det til nederlag nummer seks.

Fredag smadrede han den femdobbelte verdensmester Lin Dan ud af turneringen, men lørdag stod Chen Long i vejen. Kineseren sejrede i tre sæt med cifrene 15-21, 21-17 og 21-16 over Axelsen, der løb tør for energi til sidst.

Begge spillere virkede lidt nervøse i starten og begik flere fejl, men det var Axelsen, som først fandt rytmen. Fra 7-7 spillede han seks fantastiske bolde i træk og gik i front med 13-7.

Kineseren tog et par bolde i streg, men Axelsen var i gang med et entusiastisk publikum i ryggen, og han hjemførte første sæt med 21-15.

Axelsen var nærmest uhyggelig i netspillet, hvor han flere gange drev gæk med den kinesiske stjerne.

Andet sæt blev mere lige, og fejlprocenten hos de to spillere blev udjævnet.

Det betød en tæt scoretavle, men Axelsen virkede til at være i mental balance, og de dårlige perioder blev holdt meget korte.

Omvendt gik han selv fra 10-12 til 15-12, og hallen i Odense begyndte at fornemme en overraskelse i støbeskeen.

Men Chen Long har et tårnhøjt topniveau, når han rammer det, og det begyndte han at gøre.

Kineseren gik i front med 17-15, og derfra trak han andet sæt hjem med 21-17.

Det tabte sæt slog dog ikke danskeren ud, og han kom fint med i indledningen på det afgørende sæt, og ved sidebyttet var Axelsen i front med 11-8.

Danskeren begyndte dog at virke mør, og det udnytter man, når man er verdens bedste.

Chen Long pressede på, Axelsen begyndte at fejle, og med ti point i træk gik Chen Long lynhurtigt på 19-12.

Det afgjorde reelt kampen, og Chen Long tog sættet med 21-16.

I finalen venter enten Jan Ø. Jørgensens overmand Tommy Sugiarto eller Chou Tien Chen på Chen Long.

/ritzau/