Chok: Serena Williams er færdig ved Wimbledon

Skrevet af admin

28/06/2014

Dagens topnyheder

Farvel og tak til Serena Williams.

Den amerikanske verdensetter i tennis er allerede ude af årets Wimbledon i tredje runde.

Lørdag aften tabte den femdobbelte mester sensationelt til den 25.-seedede franskmand Alizé Cornet med 6-1, 3-6, 4-6.

Williams, som har vundet Wimbledon i 2002, 2003, 2009, 2010 og 2012, så ud til at være på vinderkurs efter første sæt. Men Cornet hævede derefter sit spil, mens Williams ikke kunne få sit til at hænge sammen.

Cornet kunne serve kampen hjem foran 5-2 i tredje sæt, og selvom Williams vandt to partier i træk, holdt franskmandens nerver til sidst. Det er Williams' tidligste Wimbledon-exit siden 2005. Dengang tabte hun også i tredje runde.

Det er anden gang i træk, at Cornet vinder over Serena Williams. Det samme præsterede hun tidligere i år ved en WTA-turnering i Dubai.

Inden i år førte Williams med 3-0 i kampe over Cornet, men det ser ud til, at franskmanden nu er blevet lidt af skrækmodstander for verdensetteren. Det er første gang, at Cornet er blandt de bedste 16 ved Wimbledon.

Serena Williams har i det hele taget haft et forfærdeligt år grand slam-mæssigt. Hun tabte i 1/8-finalen ved Australian Open, og ved French Open blev hun sendt ud i anden runde.

Danske Caroline Wozniacki kan til gengæld glæde sig over, at en stor rival er ude af Wimbledon. Den tidligere danske verdensetter spiller mandag mod tjekken Barbora Zahlavova Strycova i 1/8-finalen.

/ritzau/