Chok: Vi sætter os bag rattet trods tvivl om promillen

Skrevet af admin

29/11/2013

Mest læste i dag

Nu starter julefrokostsæsonen for alvor, og i den kommende tid vil 100.000-vis af danskere tage stilling til, hvordan de skal komme hjem efter festlighederne.

Og selvom danskerne i meget bred udstrækning tager afstand fra spritkørsel, så ender en stor gruppe med at køre bil, selvom de er i tvivl om, om de har drukket mere end tilladt.

En ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Rådet For Sikker Trafik og Trygfonden blandt 1004 danskere, viser, at 14 procent - eller knap hver syvende - inden for det seneste år har kørt bil trods mistanke om for høj promille.

- Hvis du er i tvivl, så skal du lade bilen stå. Men når folk alligevel ender i bilen, så er det et tegn på, at det kan være rigtig svært at administrere den sætning, når man først har fået noget indenbords, konstaterer Michelle Laviolette, som er projektleder hos Rådet For Sikker Trafik.

Rådet opfordrer julefrokostgæster, som skal køre hjem, til maksimalt at indtage én genstand. Vil man gerne drikke mere, bør man tænke i andre transportformer.

- Jo mere, man får indenbords, jo dårligere bliver man til at vurdere, hvor meget man kan drikke. Pludselig kan du ikke huske, hvor meget du har fået, især hvis der er en sød bordherre eller en servitrice, der fylder op, når glasset er halvfuldt, forklarer Michelle Laviolette.

Alkoholforsker og direktør for Statens Institut for Folkesundhed, Morten Grønbæk, er enig.

- Den hastighed, som kroppen forbrænder alkohol med, er meget konstant. Den bliver ikke påvirket af, om du drikker kaffe, løber en tur eller står på hovedet, som der findes en masse skrøner om, påpeger han.

- Hvis man har erfaring med at drikke alkohol, så skal der mere til, at man føler sig fuld. Men det er en subjektiv oplevelse, som ikke har noget med reaktionsevne at gøre, fortæller forskeren.

/ritzau/